Er violinen forsikret på rejsen?
Foreningsrådgivning
Få svar på dine spørgsmål om bestyrelsesarbejde, foreningsjura, fritidspolitik og forsikring og få inspiration til lederrekruttering og forældresamarbejde.
Se flere spørgsmål og svar
Ivan Knudsen, Glesborg, spørger:
I juli skal jeg som spillemand med ”FC Grenås folkedansere” til Tjekkiet i 10 dage. Deltagerne er forsikret gennem DGI.
Er min violin inkluderet i denne forsikring (skade og tyveri)? I givet fald med hvor stort beløb.
Jørgen Kjærulff Nielsen, forsikringsmægler, Willis, svarer:
Under en idrætsrejse i DGI regi er du omfattet af den kollektive Idrætsrejseforsikring, som DGI har tegnet på vegne af alle medlemsforeningerne.
Idrætsrejseforsikringen indeholder en bagageforsikring med en samlet forsikringssum på 68.562 kroner. Policen har dog en vigtig bestemmelse, der fastslår at en enkelt genstand højest kan erstattes med 50 procent af denne sum – altså 34.281 kroner.
Hvis der er tale om et særligt værdifuldt instrument, eller hvis du ønsker at forsikre det mod alle former for skader, vil en instrumentforsikring måske være den rette løsning, idet bagageforsikringen ”kun” giver dækning for de almindeligste skader som for eksempel BRAND, TYVERI, VANDSKADE; BORTKOMST m.m.